Indhold

Geotekniske boringer til Cityringen

Siden 2007 har Metroselskabet udført geotekniske boringer langs den kommende Metrostrækning. Én enkelt boring kan tage alt fra en dag til en uge at gennemføre, og der vil være op til fem borerigge i gang på samme tid rundt om i byen

Cityringen anlægges midt i byen. Data fra de geotekniske boringer bruges til at beregne, hvor store jordtryk tunneller, stationer og skakte skal kunne modstå. Prøvepumpninger fra de vandførende lag i undergrunden vil vise, hvor vandførende lagene er, og hvor langt væk i undergrunden virkningen fra anlægsarbejdet kan spores. Herved kan man forebygge skader på bygninger i området.

Miljø
Er jorden i et område, hvor en Metrostation skal anlægges, forurenet, f.eks. fordi der tidligere har ligget en benzinstation, kan man tage de nødvendige forholdsregler, når jorden skaffes væk.

Ny viden
Specielt den nordlige del af Cityringens linjeføring er spændende og næsten ukendt område for geoteknikken. Boringerne vil give helt ny viden om Københavns geologi.

Fakta om geoteknik
De geotekniske boringer og undersøgelser er udtagning af prøver af jordlag, som giver viden om den geologi, Cityringen anlægges i. Københavns jordlag består først af fyldlag ovenpå ler og sand. Herunder kommer kalken, som det meste af Cityringens tunneller skal bores i. Lagenes styrke kan variere, hvilket gør det vigtigt at vide, om jorden er blød eller hård, og om kalken eksempelvis er særligt sprækket, før det egentlige anlæg af Cityringen begynder.

Mere om geoteknik


Opdateret d. 17. okt 2011