Indhold

Om borearbejdet

Formålet med boringerne og undersøgelserne er at kortlægge geologien og grundvandsforholdene. Undersøgelsens resultater skal anvendes som grundlag for den tekniske planlægning af projektet.

Den enkelte boring gennemføres i tre trin:

  1. Forgravning med ilægning af brønddæksel
  2. Boring
  3. Forsøg i det færdige hul

Forgravning med ilægning af brønddæksel
Som det første indhenter vi alle tilgængelige oplysninger om de ledninger, der måtte være i jorden på boringslokaliteten. Herefter kan vi justere boringens placering, så den kommer fri af kloakker og kabler. Derefter mærker vi boringens placering af og skærer belægningen op i et areal på cirka 1x1 meter.  Vi graver forsigtigt ud i hånden og med minigraver i dette opskårne areal for at lokalisere eventuelle kloakker og kabler. Vi fylder jorden tilbage i hullet og slutter af i toppen med et brønddæksel med Metro-logo. Vi retablerer belægningen omkring dækslet.

Boring
Boringen udføres ned igennem dækslet. Boringerne kan være op til 50 meter dybe. Vi anvender forskellige boreteknikker og i forskellige diametre. Borearbejdet udføres med en borerig, monteret på en stor lastbil. Ved siden af boreriggen stiller vi en stor kompressor op, en overdækket container som vi pumper vand op i og diverse udstyr til borearbejdet. Vi hegner arbejdspladsen ind. Der vil være sat skilte op, som orienterer om arbejdet.

Borearbejdet er støjende. Vi borer på hverdage, oftest fra mandag til torsdag, fra kl. 7.00-18.00

Forsøg i det færdige hul
Når boringerne er boret ud til den ønskede dybde udfører vi en række geofysiske målinger i det rå hul og ved hjælp af en lille pumpe i hullet måler vi i hvilken dybde, der kan løbe mest vand ind i hullet. Vi udfører disse forsøg ved at sonder sænkes ned i borehullerne fra et let køretøj, parkeret ved boringen.

De geofysiske målinger (logging) varer cirka en dag for hver boring.

Arbejdet støjer normalt ikke.  Hvis vi ikke kan finde adgang til strøm på stedet, vil det dog være nødvendigt at stille en generator op. Vi har tilladelse til at arbejde med disse målinger indtil kl. 22.00 på hverdage.

Pumpeforsøg
I nogle boringer udfører vi pumpeforsøg, hvor vi pumper vand op i en kortere eller længere periode. Vi sænker en pumpe ned i borehullet og en anhænger med udstyr vil typisk være parkeret umiddelbart ved siden af.

Vi vil skulle trække en slange til nærmeste kloak. Hvis vandet viser sig at indeholde særligt store mængder partikler kan det komme på tale, at koble en container ind til bundfældning.

Der vil være tale om pumpninger af ca. 12 dages varighed og enkelte pumpeforsøg af op til tre ugers varighed. Hvis vi ikke kan finde adgang til strøm på stedet vil det være nødvendigt at stille en generator op.

Overvågning af grundvandet
Herefter vil boringen indgå i et større program for overvågning af grundvandet i hele Cityringens anlægsperiode.

Læs Mere:


Opdateret d. 20. okt 2010