Indhold

Assistens Kirkegård

Spørgsmål og svar om metrobyggeriet på Assistens Kirkgård

Inden arbejdet med at anlægge en station ved Nørrebros Runddel kan gå i gang, skal om-rådet forberedes. Det betyder blandt andet, at 11 grave på Assistens Kirkegård er blevet flyttet. Desuden skal jorden renses efter have været brugt som begravelsesplads siden 1800 tallet.

  • Hvor mange grave skal flyttes?

    Svar: Inden for arbejdsområdet er der to grave, hvor gravfredningsperioden ikke er udløbet. Den ene grav vil stå uberørt, indtil fredningen udløber i sommeren 2010. For den anden grav udløber fredningen først i 2018, og da familien ikke ønsker den flyttet, vil den blive liggende under an-lægsarbejdet.
    Inden for arbejdsområdet lå der desuden 11 ældre gravsteder, hvor gravfredningsperioden for længst var udløbet, men hvor familien eller et legat har indgået en aftale med begravelsesvæsenet om at opretholde gravstederne. Disse aftaler er indgået før 1989, hvor Københavns Kommune besluttede at omdanne dele af Assistens Kirkegård til park fra 2020. Københavns Kommunes Center for Kirkegårde har været i kontakt med familier og legatholdere om at nedlægge eller flytte disse gravsteder. Det er Center for Kirkegårde, der håndterer disse aktive grave.
    Københavns Bymuseum har kortlagt det område af kirkegården, som skal omdannes til park og Metrostation. Og herfra forlyder det, at i alt 2.376 individer skal graves op. Langt de fleste er blevet begravet for mere end hundrede år siden. Det er arkæologer fra Københavns Bymuseum, der står for at håndtere de nedlagte gravsteder.
  • Hvad sker der med alle de gamle gravsteder, hvor fredningstiden er udløbet?

    Svar: Inden for arbejdsområdet har der været cirka 475 grave, da kirkegården var fuldt udnyttet. Med undtagelse af de ovennævnte 13 gravsteder er disse grave for længst hjemfaldne, og hovedparten af dem er nedlagt.
    Hovedparten af gravene i området er siden de første begravelser i starten af 1800-tallet hjem-faldne adskillige gange. De tidligere begravelser er således allerede blevet ”forstyrret” af de efterfølgende begravelser. Især fra den seneste begravelse i en hjemfaldet grav kan der findes intakte skeletter. I disse tilfælde vil Bymuseet sammen med Center for Kirkegårde sørge for, at der sker en ”genbegravelse”. Knoglerester i øvrigt ”genbegraves” samlet i en grav, der af Center for Kirkegårde forsynes med en særlig mindesten. Håndtering af nedlagte gravsteder foretages dagligt på kirkegårde i hele landet.
  • Hvem flytter gravene?

    Svar: Det er Center for Kirkegårde under Københavns Kommune samt Københavns Bymuseum, der står for at flytte gravene. Københavns Bymuseum skal desuden rense jorden i hele arbejdsområ-det.
  • Hvor meget jord bliver renset?

    Svar: Bymuseet renser arealet, hvor selve stationen skal anlægges, helt ned til intakt jord, det vil sige urørt jord, hvor der ikke er blevet foretaget begravelser. Cirka en tredjedel af de nedlagte grave i område G befinder sig inden for byggegruben . I de øvrige områder udføres rensningen i cirka en meters dybde, hvorefter der lægges et net, før der gentilfyldes med renset jord. Herefter kan området anvendes til park.
  • Hvad er der sket med de bevaringsværdige gravminder?

    Svar: På 66 af disse hjemfaldne grave har der været bevaringsværdige gravminder, hegn mv. Disse gravminder er nu indsamlet af Center for Kirkegårde.
  • Hvornår blev det besluttet at placere en station på Assistens Kirkegård?

    Svar: I 1989 besluttede Københavns Kommune, at der skulle etableres en park i denne del af kirkegår-den i 2020. Derfor kunne man i ”Udredning om Cityringen” fra 2005 placere stationen på kirke-gården. Her lå hovedparten af stationen inde på Assistens Kirkegård, mens nedgangen til statio-nen lå ude på Runddelen. Udredningen dannede grundlag for Lov om en Cityring, hvor stationer-nes placering blev fastlagt. Samtidig fremgik det af loven, at den endelige udformning og place-ring af stationerne skulle fastlægges i kommuneplanlægningen og godkendes af Transportmini-steren. Som led i kommuneplanlægningen og den dertilhørende VVM redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet) blev stationens udformning nøje vurderet af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og i den forbindelse blev nedgangen til stationen rykket med ind i den kommende park. Stationen blev rykket helt ind på kirkegården, fordi det viste sig, at den før-ste løsning ville indebære store trafikale forstyrrelser i anlægsperioden og være et trafiksikkerhedsmæssigt problem i driftsfasen. Løsningen, hvor hele stationen ligger på kirkegården, kom derfor til at indgå i VVM-processen og blev endelig fastlagt i kommuneplanen, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i januar 2009.
    Siden Københavns Kommune i 1989 besluttede at anlægge en park har det ikke været muligt at erhverve brugsret til gravsteder ud over 2019 i denne del af kirkegården.
  • Kan man placere stationen andre steder i området?

    Svar: En række andre placeringer har været undersøgt, blandt andet en placering i Runddelen. Denne placering blev fravalgt af trafikale hensyn i anlægsperioden og af hensyn til trafiksikkerheden, når stationen åbner. Jagtvej 69, der har været nævnt i debatten, er ikke tilstrækkelig stor og er derfor ikke en mulighed.
  • Er det første gang, at man inddrager et kirkegårdsareal til andre formål?

    Svar: Nej, fx er Hans Tavsens Park, der ligger i den sydlige ende af Assistens Kirkegård, etableret på nedlagte områder af kirkegården.

 


Opdateret d. 11. jul 2011