Indhold

Christianshavn

Kanaler, Christiania og kirker

Christianshavn Metrostation ligger som navnet antyder på Christianshavn, der er en lille landstribe mellem København og Amager omgivet af vand. Vand præger bydelen, og kanaler danner rammen om hyggeligt caféliv i de varme måneder.

En af de største turistattraktioner i København finder du på Christianshavn, nemlig Fristaden Christiania. Christiania breder sig over 34 hektar, og Fristadens kreative, skæve ånd udtrykkes i områdets selvbyggede huse og små kunstværksteder.

Ikke langt fra Metrostationen ligger Christianshavns Vold. Her kan du opleve en del af det gamle voldanlæg og følge vandet enten til eller fra Christiania. På Christianshavn finder du også to af Københavns historiske kirker, Christianskirken og Vor Frelsers Kirke, hvis tårn er beklædt med en udvendig trappe. Tårnet er åbent for besøgende i sommerhalvåret og giver en fantastisk udsigt over byen.