Urban Forest
17.aug.2010
De næste seks dage kan du opleve anderledes kunst på Kongens Nytorv station, når Urban Forest gør Metroen til et kunstværk.
Af Kasper Møller
Med video- og lydinstallationer samt dæmpet belysning har kunstnerduoen The Reframing Initiative valgt at omtænke stationsboksen på Kongens Nytorv station. Udstillingen Urban Forest tager afsæt i, at vores omgivelser påvirker vores tanker og følelser, og at man derfor skal have én på totalopleveren.
Urban Forrest, der kan opleves frem til søndag 22. august, består af meget store projektioner af danseres bølgende bevægelser på væggene tilsat et blødt, organisk lydspor. Beskueren opfordres til at stoppe op et øjeblik og bearbejde de vildtfremmede indtryk. Når man forlader stationen, er det forhåbentlig med en varm fornemmelse i kroppen og friske spirende tanker i hovedet.
Urban Forest varer fra tirsdag 17. august til søndag 22. august 2010. Op mod 1,1 millioner Metrobrugere vil nå at opleve værket.