Sydhavnslinjen

I februar 2015 vedtog Folketinget, at der skal bygges metro til Sydhavn. Den nye metrolinje til Sydhavn vil bestå af fem nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg og forventes at stå klar i 2023. De fem stationer bliver en del af en ny metrolinje, der via Indre By og med stop ved en række af stationerne på Cityringen ender i Nordhavn, hvor vi i øjeblikket bygger en afgrening til Cityringen. Den nye metrolinje til Sydhavn bliver 4,5 km lang.

Sydhavnslinjens stationer
Den kommende Sydhavnslinje vil bestå af fem underjordiske stationer, Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg, hvor det bliver let at skifte til regional- og S-tog. Den nye metrolinje forventes at have 43.000 daglige passagerer.

Kunst i metrostationerne

På den kommende metrolinje til Sydhavn rykker kunsten ned i selve stationsrummet og bliver en integreret del af arkitekturen. Det er første gang, at kunsten tænkes ind i byggeriet helt fra starten, og Statens Kunstfond har udvalgt de fem anerkendte kunstnere, som skal skabe værkerne til metrostationerne.

Værkerne er blevet en realitet med økonomisk støtte fra Det Obelske Familiefond og Villum Fonden, mens Statens Kunstfond har stået for en indledende idékonkurrence med 10 inviterede kunstnere og på den baggrund har udvalgt de fem kunstnere, der skal skabe værkerne til stationerne.

Læs mere om metrokunsten på Sydhavnslinjen

 

Hvad vil der ske i 2017?
Ledningsomlægningerne ved Mozarts Plads fortsætter frem til sommer. Ved Havneholmen er vi i gang med en større trafikomlægning ved Havneholmen, hvor vi blandt andet skal lave helleanlæg og nedlægge rundkørslen. Til efteråret forventer vi at finde frem til den eller de entreprenører, der skal bygge metrolinjen.

Følg med her:
Havneholmen
Enghave Brygge
Sluseholmen
Mozarts Plads
Strømmen
Ny Ellebjerg