Indhold

Forum

Frederiksberg møder Nørrebro

Forum station ligger ganske vist på Frederiksberg. Men samtidig er den også bagdøren til Nørrebro. Krydser du den travle Åboulevard, træder du lige ind i det livlige kvarter. 

Rundt om Forum station ligger markante byggerier og boligkarreer fra 1930’erne og 40’erne i datidens trend, funktionalisme. F.eks. Radiohuset på Rosenørns Allé fra 1945, tegnet af Vilhelm Lauritzen. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium overtager det enestående hus i 2008.

På H.C. Ørsteds Vej, med de ærværdige frederiksbergske herskabslejligheder, har multikulturelle dufte så småt bredt sig videre fra Nørrebro. På den marokkanske restaurant La Marocaine serveres solvarme berberretter med couscous, dadler og kylling i dampende lercocotter, kaldet taginer.

Over Åboulevarden kan Nørrebros cafeer slukke tørsten for næsten enhver. Diligencen i Korsgade tilbyder “Farther’s Mug”– tre en halv liter fadøl i krus. Nybagte mødre kan udnytte de udvidede pusle-faciliteter på Escobar i Blågårdsgade. Og Blågårds Apotek serverer nostalgi til venstrefløjsaktivister.