Metrodrift og miljø
Udover sikkerheden blev der tænkt meget på miljøet, da Metroen blev projekteret og anlagt. Både mht. udformning af tog, stationer og baneanlæg. Eksempelvis opsamles bremseenergien, når et Metrotog standser, så den kan sendes tilbage ud i Metroens strømsystem.
Metroen er den mest miljøvenlige måde at rejse gennem København på. Når du tager Metroen, udleder du i gennemsnit cirka 52 gram CO2 per kørt kilometer. Kører du i en (nyere) bil, udleder du omkring 225 gram CO2 pr. kilometer.
Tal fra Klimaministeriet viser desuden, at hver dansker i gennemsnit udleder 10 ton CO2 om året. Men der er meget CO2-udledning at spare ved f.eks. at tage Metroen. Præcis hvor meget, afhænger bl.a. af, hvor mange passagerer der er i toget. Hvis du tager Metroen i myldretiden – f.eks. mellem kl. 7-10, så udleder du kun ca. 27 gram C02 per kilometer. Tager du Metroen mellem kl. 15-18, udleder du knap 37 gram per kilometer.
Fakta
- Koger du vand til te i din elkedel, udleder du ca. samme mængde CO2, som når du kører med Metro fra Kongens Nytorv til Frederiksberg i myldretiden.
- For hvert minut du skærer af dit brusebad, kan du spare ca. 40 kg CO2 om året (beregnet ved oliefyr) – eller ca. samme CO2-udledning som ved at køre 1.500 km. med Metro i myldretiden.
- Hvis du sænker stuetemperaturen med én grad, kan du spare 300 kg CO2 om året – og dermed blive CO2-neutral på dine næste ca. 11.000 km. med Metroen.
- Gennemsnitsfart: Så hurtigt kommer du igennem byen (inkl. stop ved stationer, lyskryds osv.):
Metro 40 km/t
Bil 27 km/t
Bus 17 km/t