Tidslinje for Cityringen
Cityringen åbner i 2018 – men anlægsarbejdet er i gang nu med - jf. tidslinjen ovenfor - geotekniske undersøgelser, ledningsomlægninger og arkæologisk arbejde. Specifikke tidslinjer for anlægsbyggeriet ved de kommende stationer, tunnel- og skaktarbejdsplads finder du under byggepladsens eget site.
Etableringen af Cityringen forløber i to spor:
- Forundersøgelser
- Anlægsarbejder.
Forundersøgelser
Geotekniske boringer langs den kommende Metrostrækning. Data fra de geotekniske boringer bruges til at beregne, hvor store jordtryk tunneller, stationer og skakte skal kunne modstå. Desuden vil prøvepumpninger fra de vandførende lag i undergrunden vise nøjagtigt, hvor vandførende lagene er, og hvor langt væk i undergrunden virkningen fra anlægsarbejdet kan spores. Herved kan man forebygge skader på bygninger i området.
Opmålinger og fotoregistrering af særligt sensitive bygningsværker, så det bliver muligt at konstatere præcist, om anlægsarbejdet får en indvirkning på de omkringliggende bygninger.
Boring af såkaldte injektionsbrønde, der er lommer i undergrunden, der fyldes med et stabilt materiale, så tunnelboringer påvirker omgivelserne mindst muligt.
Et sidste led i forundersøgelserne er det arkæologiske arbejde. Flere steder i specielt Indre By skal arkæologer fra Københavns Bymuseum følge den første del af anlægsarbejdet (se om ledningsomlægninger nedenfor) og et enkelt sted selv gennemføre mere detaljerede udgravninger for at gennemgå undergrunden for oldtidsfund og kulturskatte, der kan gøre os klogere på Københavns historie.
Anlægsarbejdet
Ledningsomlægninger bliver de første og mest synlige tegn på, at København er ved at få en ny Cityring. Det drejer sig om vand-, el-, gas-, fjernvarme- og teleforsyninger. Der skal omlægges forsyningsledninger for ca. 1 mia. kr. for at der kan blive plads i undergrunden til det videre arbejde med Cityringen.
Herefter kan det egentlige anlægsarbejde med etablering af tunneller og stationer begynde.
Det sidste bliver en genetablering af de områder, hvor stationerne ligger. Der skal etableres stationsforpladser og vejbelægninger, gadeinteriør og andet skal lægges tilbage.
Oversigt over alle byggepladser